Bogen er skrevet som en dagbog, der bliver til under en rejse til New York i januar 2009. Henrik Marstal bevæger sig rundt på cafeer, klubber, musikbutikker, biblioteker og spillesteder og beskriver alle de helt hverdagsagtige lyttesituationer, som opstår: baggrundsmusik, ipod-musiklytning, tidsfordrivende lytning, live-musik på barer, og koncentrerer sig om, hvordan Marstal selv og folk omkring ham reagerer på den musik, der er overalt i alle mulige former. Ind imellem bevæger Marstal sig essayisktisk ud i mere generelle betragtninger om musik, musiklytning og musikalitet og beskriver for eksempel sit arbejde som musikcoach hjemme i Danmark. Der er også indlagt tre interviews undervejs med både professionelle musikere og helt almindelige musikbrugere.

Henrik Marstal sætter fokus på lytning som et positivt og udogmatisk fænomen, og hans grundtanke er, at alle mennesker i princippet er dybt kvalificerede lyttere, der - til trods for manges vanlige indvendinger om, at de ikke forstår sig på musik - rent faktisk er i stand til at have et meget stort udbytte af deres musiklytning og desuden besidder redskaber til på et kvalificeret grundlag at afgøre hvad de kan lide og hvad de ikke kan lide. Bogen forholder sig på den måde til lytning som en aktiv og meget personlig form for musikudøvelse.

Undervejs i bogen inddrager Henrik Marstal sin egen baggrund som lytter. Henrik Marstal har beskæftiget sig med musik hele sit liv, både teoretisk og praktisk. Hans beskrivelse af sit arbejde som musikcoach hjemme i Danmark giver fx et enestående og letforståeligt indblik i, hvordan musik "opfører" sig, og hvordan det altid giver mening at forholde sig til hvad man hører, og ikke hvad man tror man ved i forvejen.
 
Hensigten med bogen er at pege på hvilken enorm inspiration aktiv musiklytning kan være i alle menneskers hverdag. Bogen plæderer for, at vi alle har hver vores unikke musikalitet, fordi den består af summen af den musik hver enkelt af os har mødt gennem livet og taget med os. Samtidig lægger bogen op til en debat om at vi på den ene side har brug for at være mere kritiske over for den musik vi støder på i fx det offentlige rum, mens vi på den anden bør blive bedre til at forholde os åbne over for musik vi ikke kender.