kultiverer han konstant sin foretrukne hobby: at irritere alle i sine omgivelser.    Beskeden om, at han endelig har bestået den skriftlige eksamen (efter det fem forsøg), kommer som et lyn fra en klar himmel, og det tvinger ham til at tænke på fremtiden. Lad os bare sige det, som det er: Chancen for at bestå den mundtlige del er nærmest lig nul, medmindre nogen holder ham til studierne og får ham til at tage sig sammen.    Da han er blevet forrådt af sin bedste ven og banket sønder og sammen af patienterne fra selvhjælpsgruppen, lader alt til at gå den forkerte vej for Nicki, men så sker der noget. Et røveri i det nærliggende posthus bliver foretaget af tre neonazistiske (meget blodtørstige og meget sexede) kvinder, og det forandrer alting. De bortfører ham, de truer ham, men han giver ikke op af den grund. Tværtimod udvikler han hurtigt et Stockholmsyndrom, som nærmest gør det attraktivt at være gidsel hos de tre sexede, kriminelle kvinder.    Uddrag af bogen ”Op med modet, kammerater. I dag skriver vi historie! Lad os komme afsted og hente tyvekosterne, og er der nogen, som vil forhindre os, fylder vi dem med bly! Så bliver det en massakre. Ikke sandt, Kitty? Heil Hitler!” Da det var sagt, hævede Silvia sin højre arm i en hilsen, som var hun en lille Führer, der var på vej til sin første kommunion. Så megen ømhed. Silvia var chef for banden. Hun var kommandanten, og i hovedet havde hun kun en enkelt ting: den endelige løsning! Det var hendes store lidenskab. Smuk og trivelig var hun. Hun havde en krone formet af lækre, røde krøller, en krop, der var kurvet som de smalle bjergveje, flotte ben og et svulmende bryst. Bortset fra det havde pigen den fejl, at hun kunne være lige så skør som en panikslagen hest. Det var hende, som havde planlagt den kriminelle handling, som hun sammen med sine medsøstre var i færd med at sætte i gang, og det var også hende, som havde fundet på øgenavnene til hele banden.