debut er, at vi nøjagtigt kan sted- og tidsfæste tudspunktet, hvor forfatterskabet blev undfanget, nemlig ved en Peter Laugesen-oplæsning. Evy Konigsberg, der har virket som digterens mentor, har skrevet følgende i sit forord i bogen:

"Det er mig en stor glæde og fornøjelse at præsentere Villads Eryaki for et dansk publikum. Villads er født i Kokkedal til en dansk mor og en armensk far i 1997. Han har skrevet digte siden han var tolv år gammel. Jeg mødte ham på en bænk i Nørrebroparken, hvor han sad og gjorde optegnelser i en sort notesbog … Siden den dag i parken har vi mødtes regelmæssigt hos mig, hvor vi har samtalt og arbejdet med hans digte. Og vi har været en del igennem. Det har været stormfuldt, og Villads har hængt i tovene mange gange undervejs. Først og fremmest har hans oplevelse ved en Peter Laugesen-oplæsning været katastrofisk og helt afgørende for hans digtning. Her lo Villads på et tidspunkt, hvor ingen andre lo. Hvilket muligvis resulterede i et hvast og misbilligende blik fra den store nostalgiker, Asger Schnack. Det kastede Villads ud i et sammenbrud, der tog ham til Jylland og Armenien og tilbage igen. Og i Jylland mødte han kærligheden i form af havfruen Signe. Men alt dette kan man læse om i denne første samling af hans digte." 

Samlingen udfolder sig som en fortløbende, lyrisk fortælling om den unge mands sammenbrud efter den traumatiske digtoplæsning. Digtene fanger øjeblikkene i den langstrakte proces, som her i digtet Tom, hvor samlingens titel forekommer:

"skorstenene i horisonten / driver længere væk / jeg venter her på dig / en dag / jeg ønsker / at jeg kunne jage / decembermørket væk / jeg svinder / ind i det / har ingen at tale med her / ingen steder at gå hen / jeg skal ikke være nogen steder / jeg skal ikke være / jeg slår dagene ned / når de dukker op"