Levemanden Onegin træffer den unge følelsesfulde og tænksomme Tatjana, der oplever livet gennem sentimentale romaner. Onegin afviser den forelskede Tatjana. Han rejser bort efter at have dræbt sin ven Lenskij i en duel. Efter flere år genser han den nu mere personligt modnede Tatjana som etableret fyrstinde. Han bliver stormende forelsket og indser, hvordan hans tomme liv kunne have fået mening gennem denne bemærkelsesværdige kvindes kærlighed. Skønt Tatjana stadig elsker Onegin, afviser hun ham, fordi hun vil forblive tro mod sin ægtemand. Gennem kradse personbeskrivelser og rammende skildringer af dagligdagen skabes en billedkavalkade over livet i 1820ernes Rusland. Et vigtigt element i romanen er fortællerens indsigtsfulde og ofte bidende kommentarer. Mange af disse giver stadig efter 200 år anledning til eftertanke. Onegin er det første eksempel på, hvad der senere skulle komme til at blive en central figur i 1800-tallets russiske litteratur - "det overflødige menneske" - en ung mand, der går gennem livet uden at udrette noget. Portrættet af den stolte og rene Tatjana blev inspiration til beskrivelse af en lang række af stærke kvinder i den klassiske russiske litteratur.