Martin A. Hansen forlod realismen og greb tilbage til en ældre, fabulerende romantype i traditionen fra Cervantes og Diderot. Jonatans Rejse (1941) er en skælme- og rejseroman, tilrettelagt som 40 fortællinger. I centrum for handlingen står Jonatan Smed, der overlister Satan, putter ham i en flaske og rejser til hovedstaden for at give den til kongen, som nok skulle kunne afværge den fare, Satan inkarnerer. På sin „vimmelskaftede“ rejse, der fører ham fra det lille, landlige samfund til storbyens civilisation, kommer Jonatan i selskab med sin modsætning, den modernitetsbegejstrede Askelad, og han støder på excentrikere af mange slags. De repræsenterer hver sit ideal, men dyrker det så monomant og sværmerisk, at det slår om i destruktivitet. Ondskaben har flere ansigter, undertiden tilforladelige, og den virker også gennem mennesker af god vilje, og romanen viser med et rigt opbud af overstadige eksempler det forviklede og tvetydige i kampen mellem godt og ondt. Jonatans Rejse er Martin A. Hansens muntreste bog og den, han selv holdt mest af (og siden omskrev), men den aktuelle baggrund for skildringen af kampen mellem godt og ondt var alvorlig nok, den tyske besættelse af Danmark.