Gerður Kristnýs nye digtsamling Jordlys er en lang erindring, der på samme tid er individuel og kollektiv, og som sammenkobler beretninger med både edda og sagn. En digtsamling, der trækker lange forbindelsestråde mellem fortid og nutid, og mellem Island og den store verden.

Islandsk litteratur, herunder ikke mindst poesien, kendetegnes traditionelt ved en lang og stabil kulturel erindring. Det er Gerður Kristný (f. 1970, debut 1994) et godt eksempel på. Siden sit gennembrud med digtkredsen Blodhingst (2010, da. 2011) har hun optrådt med oplæsninger ved utallige litteraturfestivaler rundt om i verden og overalt gjort indtryk i kraft af sin ekstremt koncentrerede udtryksform.

Hendes nye digte i Jordlys kan virke, som om de er mejslet i sten. Teksterne og deres enkeltlinjer er som regel lige så korte, som hendes kulturelle erindring er lang. Og hendes digteriske særpræg er en original fusion mellem den klassiske edda- og skjaldedigtning og et moderne feministisk blik på samfundet og tilværelsen. Hendes yndlingsform er det fortættede digt, hvis suggestive virkning beror på rytme, stavrim og vokalklang, elementer, der naturligvis fungerer bedst på originalsproget, men heldigvis lader sig fragte over grænsen til mange andre tungemål, som Erik Skyum-Nielsens oversættelse viser.