i lydbilledet. Udenfor var det Beatles og lidt senere Slade, Sweet og ABBA, men det interesserede mig ikke synderligt, og hård rock med forvrænget elguitar fandt jeg decideret uskønt. Min interesse for klassisk musik blev skærpet, da jeg i en alder af tolv begyndte at spille violin (fordi jeg havde læst i en musikbog, at ”violinen er instrumenternes dronning”, og nok også fordi min far spillede violin). Snart fandt jeg i mine forældres pladesamling symfonier af Haydn, som umiddelbart tiltalte mig. Ydermere fordi det fremgik af musikhistoriske bøger, at han nok ikke var så stor en komponist som Mozart og Beethoven: Det, syntes jeg, var uretfærdigt! I de kommende år kom en betragtelig del af min pladesamling til at bestå af Haydn, og allerede mine gymnasie-venner måtte høre meget om og af Haydn. Det har været skæbnen også for alle mine senere bekendtskaber.
Det gik op for mig i niende klasse, at jeg ikke havde temperament til at blive musiker. I stedet læste jeg musik og historie på universitetet og afsluttede som speciale med en biografi om – Haydn. Min kone havde vænnet sig til, at der altid på en eller anden måde var en tredje til stede.
På et tidspunkt begyndte en musiker at vokse frem i mig, og derfor jeg tog en uddannelse som organist. Det førte med sig, at jeg for 10-15 år siden begyndte at komponere enormt meget, især strygekvartetter. Det aftog. Og så begyndte Haydn at trænge sig på igen. Jeg havde forestillet mig en hurtig genskrivning af hans liv, men stoffet tog overhånd, og tiden gik. I tilbageblik forekom min komponistmani blot at være et forstadie til den nye biografi: Jeg havde været nødt til at vide, hvordan det er at være komponist for at kunne skrive om en. Nye erkendelser dukkede op. Coronaen hjalp, fordi mine sangkor var nødt til at lukke ned, og så gik der for alvor Haydn i det, og bogen blev skrevet færdig med meget højere ambitioner: Jeg har lavet en sammenskrivning af Haydns liv og musik på en måde, ingen andre har beskrevet ham og hans musik.”
