På sengestuen opstår unikke øjeblikke i intense samtaler om de nære ting i livet. Og så læses der bøger. Især Forbandede ungdom sætter skub i personlige overvejelser hos Niels. Men der er også Sangen om den røde rubin, som høster stor anerkendelse fra stuens andre drenge, når Niels læser op ad de frække sider.

Med ét ser jeg et stykke fremme ad stien min klasselærer frøken Johansen og en mørkhåret fyr midt i en hed omfavnelse. Det er tydeligt, at de ikke sanser andet end sig selv, og derfor ikke ser os. Jeg vil have det skidt med, at frøken Johansen ser mig. Hun vil med garanti også have det skidt med, at hun ser mig. Jeg forestiller mig den pinlige situation, vi begge kunne blive sat i, når jeg efter ferien igen sidder på skolebænken, og hun står oppe ved katederet og ser ned på mig. Derfor får jeg behændigt Karen og mig selv drejet rundt, så vi kan gå tilbage ad samme vej, som vi er kommet. Dermed undgår vi at støde ind i dem. Vi skal også tilbage til klaveret. Det ender med, at vi næsten får kysset.