Kældermennesker hedder titlen med en reference til en roman af Dostojevskij, men også med en reference til forfatteren selv. Carsten Jensen kaldte engang polemisk medlemmerne af Dansk Folkeparti for en skimlet sekt af kældermennesker, og det blev i offentligheden opfattet som synonym med undermennesker. Men i Dostojevskijs roman skildres et kompliceret, nagende og tvivlende menneske, hvis følelse af at være blevet afvist giver sig stadig mere drastiske og ondskabsfulde udslag. Bogen består, som undertitlen angiver, både af hvisken og råb. Den er på samme tid et forsøg på at forstå populismen og imødegå den, ikke kun med pænhedens argumenter, men også med hårdtslående polemik. Verden er i opbrud, og det er ikke kun populismen, der varsler det, men også den stigende strøm af flygtninge, der søger mod Europa, hvis de da ikke drukner i Middelhavet eller ender som slaver i libyske, såkaldte flygtningelejre. Vi har alle en oplevelse af, at vi ikke længere forstår verden, og det er i den oplevelse, bogen tager sit udgangspunkt. Hvad er politik i dag, og endnu vigtigere, hvad vil det sige at være menneske? Det er bogens centrale spørgsmål, som den prøver at stille i mange tonelejer, fra det vrede til det forsonende. Først og fremmest insisterer Carsten Jensen på, at verden må nytænkes, og at de gamle svar, hvad enten det er de populistiske eller det trætte forsvar for velfærdsstaten, ikke længere duer. Kældermennesker er en bog skrevet i protest mod den magtesløshed, som flere og flere af os gribes af.