er ikke undersøgt – arkæologisk står de omtrent, som de blev bygget for tusinde af år siden. Stednavnene er vores vejviser, med deres oprindelse fra jernalderen og vikingetiden, kommer vi langt tilbage i vores fortælling. Mange andre historier kunne være fortalt, vi har blot valgt dem, som var mest iøjnefaldende for os. Runesten og kirkernes døbefonde står som det mest urørte. Middelalderens voldsteder straks sværere at få øje på. Tørvegravningens historie, afslører forhistoriens hellige moser, bronzealderens signalhorn – lurerne der ofredes i Fuglris dam, vadestedet der fik sit navn efter krigsguden Tyr, jernalderens våbenofringer i Porsmose. Hellige kilder og gamle sagn om bjerg manden i hulen, og kæmper der kastede sten mod de forhadte kirker. Vi prøver alene ud fra Historiske kort at se landsbyerne, som de har set ud efter udskiftningen omkring 1800. Hvor landsbyernes bønder, trods de ud skiftede jorder hovedsageligt valgte at blive boende i landsbyernes 1000 år gamle trygge rammer. Mat trups godsejerstyrede landbosamfund med sine fæstebønder – en årrække ejer af ikke mindre end 8 kirker i Tyrsting og Vrads herred. Rytterdistriktet, som opstod på baggrund af de frygtelige krigsår i 1600-tallet, og istandsatte kirkernes dårlige stand. Det er et landskab i forandring, bondeskove og herregårds skove, løvskove der forsvandt og blev til hede og nåleskove. Fredskovsforordningens påbud som brød den årtusinde gamle forbindelse mellem skov og husdyrhold. Landbruget inden land boreformerne og nutidens folketomme marker, udtørrede moser og vandhuller. Fra Frederik 2. vildtbane til de indhegnede hundeskove.