udgør hovedingredienserne, og menneskelig varme og optimisme gøres til handling.

I 1942 blev Dusja tvangsforvist til en arbejdslejr i Rostock, hvor hun mødte danske Erik. Han kom til byen i januar 1943 for at tage civilt arbejde for en dansk entreprenør. De forelskede sig og flygtede i april 1945 på falske papirer og midt i krigens inferno til Danmark, hvor de blev gift og siden fik to børn. Efter 11 år i Danmark emigrerede familien til Sovjetunionen, hvor de levede fra 1956 til begyndelsen af 1990’erne. 

Dusja har rundet de 90 år. Erik døde i 2004, 83 år gammel. Deres livshistorie er på én gang noget helt særligt og samtidig et prisme for den storpolitiske udvikling under den kolde krig. Et dramatisk og smukt billede på, at kærlighed kan overvinde (næsten) alt. Bogen bygger på deres dagbøger og erindringer samlet af deres søn.