Der var noget uendeligt over tirsdagene i Solbærparken. Ikke fordi dagen havde gjort noget særligt forkert, men tirsdagen havde en evne til at strække sig ud som en elastik, der aldrig knækkede (...) Fællesstuen var, som fællesstuer nu engang er: en blanding af filterkaffe, en anelse rengøringsmiddel og et svagt strejf af vådt overtøj. På fjernsynet kørte Matador for syttende gang den måned. Lyden var lav, men man kunne stadig høre Elisabeth Friis sukke, og selv de mest standhaftige blandt de fem beboere i rummet begyndte at sukke i takt.