Leoparder bryder ind i templet og tømmer offerkarrene til sidste dråbe. Dette sker igen og igen. Til sidst kan man forudberegne det, og det bliver en del af ceremonien.

Denne håndskrevne sætning finder det politiske politi i Brasilien efter militærkuppet i 1964 i lommen på en ung mand. Sætningen er underskrevet en vis Franz Kafka, og man frygter en kodet besked fra en international sammensværgelse. Sætningen, som stammer fra Kafkas efterladte værker, er en gave fra onklen til hans nevø. Romanens centrale plot er beretningen om, hvordan onklen, Benjamin, kom i besiddelse af teksten. I en ludfattig jødisk landsby i Rusland under Første verdenskrig spirer håbet om forandring blandt en gruppe unge. Deres store idol er Trotskij, og ved et skæbnens puds må Benjamin påtage sig en farlig mission til Prag for ham. Her forkludrer han sin opgave, og i anger, desperation og revolutionær iver opfinder han sammenhænge og betydninger og møder derved Kafka, som giver ham teksten. Efter en række bizarre forviklinger må Benjamin beskæmmet give op. Senere udvandrer han til et uanseligt liv som skrædder i Brasilien. Scliar er som sit forbillede en jødisk forfatter, der skriver i og for overvejende ikke-jødiske omgivelser, og hans genistreg er at bruge den store historie til at skildre små menneskers liv, drømme og forhåbninger. Han skriver med varme, hans fortælleglæde er ren og ukunstlet, og den gennemtrænges af poesi og af et vemod, som fint holdes i ave af en humor, der er stor og smuk. Han undgår enhver hul patos, og når man lukker bogen, er det flere menneskelige indsigter rigere – og med en klump i halsen.

Ole Eistrup