Da den franske kolonimagt blev konfronteret med en væbnet opstand i Algeriet efter 1954, fik vi kun viderebragt små fragmenter om kampen, mens hundredtusindvis af algeriere - mange frihedskæmpere og endnu flere civilister - blev ofre for et uhørt brutalt forsøg på at standse oprøret.

Der er to grunde til vores kollektive uvidenhed.Journalister havde ikke adgang til grusomhederne, og derfor blev vi aldrig fuldt informeret om, hvor slemt det var.

Men der var også mange, der ikke ville vide noget: Både toneangivende politikere og massemedierne havde under Den Kolde Krig svært ved at se verdens mangfoldige konflikter gennem noget andet prisme end modsætningen mellem det demokratiske Vesten og det sovjetiske imperium i øst. Det var ikke velset at stille spørgsmål til den franske allieredes kolonikrige - hverken da det gik løs i Indokina frem til 1954 eller i Algeriet 1954-62. Det var en mere eller mindre udtalt opfattelse, at dem, vore allierede kæmpede imod, var terrorister med kommunistiske sympatier.

Det var først under Vietnam-krigen nogle år senere, at medierne var til stede og kunne rapportere om grusomhederne og de ufatteligt store civile ofre i et fjernt udviklingsland.  Det skabte en global protestbevægelse imod vore amerikanske allieredes krigsførelse.  Det var først Vietnam-krigen, der fik en hel ungdomsgeneration og rigtigt mange ældre til at gøre op med koldkrigens enøjede verdenssyn. Vi accepterede ikke længere, at modsætningen mellem øst og vest kunne retfærdiggøre en total krig mod en fjendtligsindet civilbefolkning, der ønskede at bestemme over sin egen skæbne.

Algeriet havde fortjent samme opmærksomhed. Denne bog bidrager til at erindre om, hvad der skete dengang - og om, at der var nogen, som gik imod strømmen og tidsånden og fortalte den ubekvemme sandhed.