Malaysia, Indonesien, Brunei og ikke mindst USA ser som internationalt farvand. Skibe med en tredjedel af verdenshandlen som last passerer gennem havet, mens det bliver stadig sværere at ignorere, at kineserne befæster øer og rev.
Vandkanoner rettet mod filippinske fiskerbåde og skibe fra kystvagten er blevet en vanlig forestilling, der finder sted et par gange om ugen. Men endnu har ingen skudt mod den anden.
Skyder og dræber en filippinsk sømand en kineser, vil det øjeblikkeligt blive brugt som i propagandaøjemed. ”Se hvor aggressive, de er, vi er fredelige, men de vil have krig.” Det vil blive brugt til at besætte endnu flere øer med endnu mere hårdhændede metoder. Skyder en kineser derimod en filippiner på åbent hav, vil det blive betragtet som en krigserklæring, og så kommer det store spørgsmål: Vil landets allierede, USA, Japan og Australien kunne undgå at gå ind i en militær konflikt, der kan få uoverskuelige konsekvenser?
Taiwan-spørgsmålet hænger uløseligt sammen med konfrontationerne i Det Sydkinesiske Hav.
Kineserne har udtrykt i soleklare vendinger, at de vil invadere Taiwan, hvis ikke østaten indlemmer sig i Kina frivilligt. Får Kina overherredømmet i Taiwan, har de fri sejlads ud i Stillehavet med deres krigsskibe, og har de magten i Det Sydkinesiske Hav, kan de tilmed sætte en prop i hullet såvel i Malacca-strædet som ved den østlige grænse for Det Sydkinesiske Hav. Det kan USA ikke tillade