Men der er ikke kun tale om en efterlysning. Teksterne belyser fra næsten enhver tænkelig vinkel, hvilke krav der bør stilles. De foreslår nye modeller for idrættens praksis. De beskriver glæden ved at dyrke idræt. De angiver veje til at efterkomme børns behov for kropslig udfoldelse. De stiller nye krav til idrættens arkitektur. De argumenterer for idrættens betydning i et udviklingspsykologisk perspektiv. De efterlyser en kropslig skala i byplanlægningen. De vurderer idrætten i forhold til kunsten. De kritiserer mediernes infantilisering af sportsformidlingen. De tager et opgør med forestillingen om, at idrætten udgør en enhedskultur. De harcelerer over indsnævringen af idrættens funktion som primær tilskuerunderholdning og kredsløbstræning. De begræder det generelle fravær af en forståelse af sammenhængen mellem krop og erkendelse. 

Fremfor alt er teksterne et opgør med manglen på samtale om idrættens mange kvaliteter.