Det, vi kalder den kulturelle udvikling og helst ser som rene fremskridt, indebærer
imidlertid, at visse erfaringer, udtryk og forståelsesformer enten går tabt eller degenererer
og trivialiseres. Det gælder om noget den folkelige latterkultur, der fra
antikken til renæssancen kunne dyrke en materielt-kropslig lyst, der både ville liv
og død, begravelse og fornyelse, men gjorde det i latterens og overdrivelsens regi.
Et højdepunkt var de middelalderlige karnevalsfester, hvor alting for en stund blev
vendt på hovedet og lod en revolutionær kraft danse sanseligt på bordet, og det
stærkeste litterære udtryk for denne kropslige latterkultur blev Rabelais’ vildtvoksende
fortælling om Gargantua og Pantagruel fra begyndelsen af 1500-tallet.
For at forstå dette univers af mad og lort, druk og sex, lyst og overflod indledte den
russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin (1895-1975) sin store Rabelais-bog fra
1940/65 med en grundig og epokegørende redegørelse for den næsten glemte tradition
for det at kunne le dybt og universelt livsbekræftende ved at lade kroppens
nedre regioner komme til orde.
Karneval og latterkultur udkom første gang på dansk i 2001, og Jørgen Bruhn og
Jan Lundquist har skrevet forord. Bogen genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie
Klassikere.