Steen Langstrups bøger er oversat til flere sprog, han er filmatiseret og radiodramatiseret. Han debuterede med denne roman. 'Kat' udkom første gang på papir i 1995. 'Kat' blev filmatiseret i 2001. 'Kat' blev radiodramatiseret i 2005. ‘Et godt bud på Danmarks gyserkonge nr. 1' Politiken. ‘En god, nattesøvns forstyrrende historie.' Berlingske Tidende. ‘Det er en god bog at hygge sig med på de sidste kolde, regnfulde aftner. Alene - eller sammen med sin kat.' Weekendavisen. Uddrag: På skærmen var studieværten ved at interviewe en transvestit, der havde glemt at barbere sig, men ud bragede gode, gamle Elvis' ‘Hounddog'. Og lige meget hvor langt han drejede volumeknappen mod venstre, kunne han ikke skrue ned for den forbandede larm. ”Orla, så gør dog noget!” hvinede Ingerlise hysterisk og fægtede med hænderne omkring sit ansigt, så strikketøjet faldt på gulvet. ”Jeg prøver!” Det havde ikke været hans mening at snerre, men det rådne fjernsyn var begyndt at gå ham på nerverne. Han skiftede mellem forskellige kanaler uden resultat. Elvis rockede og rullede ligegyldig, hvad Orla gjorde. Opgivende satte han sig på sofabordets kant. ”Pas på din kaffekop,” formanede Ingerlise. Orla svarede med slet skjult ligegyldighed: ”Jaeh.” Han lænede sig forover med let spredte ben og venstre hånd hvilende på det tilsvarende knæ og slukkede fjernsynet. Måbende hørte de sangen vedblive sin enerverende rytme. Pedersen gav et arrigt ‘ØJ!' fra sig og trykkede ON/OFF-knappen ind igen. Der gik et par minutter på den måde. Og så standsede Elvis midt i en tone, og en sportskommentators tørre stemme kom blidt som fra en engel ud af højttaleren. Hr. og fru Pedersen kiggede længe på hinanden som for at at få bekræftet det, de lige havde været vidner til. Ingerlise brød den genvundne stilhed: ”Tror du, det kan have været en ufo?” Og før Orla kunne nå at svare. Før han så meget som fik åbnet munden, blev han afbrudt af et gennemborende hyl af ufattelig smerte. Det hyl ville han aldrig nogensinde glemme. Det ville give ham mareridt hver evig eneste nat i den smule af hans liv, som han havde tilbage. Han genkendte nemlig sin hunds stemme i det hyl. Stivere end gigten selv på dens værste dage gjorde ham, kom han langsomt på benene. Han åbnede havedøren og fornemmede svagt, hvordan gåsehuden bredte sig på hans arme. Han trådte ud på terrassen og kaldte grådkvalt på sin hund. Kun regnens brølen svarede ham. På strømpesokker gik han ud i sin mørke baghave for at finde det sønderlemmede lig af den golden retriever, han selv havde givet navnet Skipper.