var fem: Johannes med Tilnavn Forføreren, Victor Eremita, Constantin Constatius. Det Unge Menneske. og Modehandleren. De tog plads ved bordet. I samme Øieblik var det lille Selskab midt ude paa nydelsens uendelige hav. Snart havde Samtalen flettet sin skjønne Krands om Gjestrene. snart var Samtalen forelsket i Maden, snart i Vinen, snart i sig selv, snart ville det betyde noget, snart igjen betydede den slet Intet. Understøttet af Musikken. De spiste, drak og drak og blevet drukne. de drak tappert«

Og de kaldte hinanden ´medsammensvorne´ og ´drikkebrødre´.

Netop denne situation har inspireret mig til at afvikle spillet ved en bar, i et kaffehus. Jeg håber, at den Store Ironiker ville genkende situationen (selv efter 160 år) og nikke forstående. Måske endda nyde replikker, og måske (tør man håbe?) lege sammen med os, mens vi prøver med ganske små midler at fremskaffe og oplive en brøkdel af hans kosmiske indre univers.

Wladimir Herman