de originale og radikale impulser i hans forfatterskab. Antologien har et polemisk sigte, idet den ikke nødvendigvis går efter at fremvise den ”rigtige” Kierkegaard, men snarere at udfordre og anvende ham i nutidige politiske og filosofiske debatter. I artiklerne kortsluttes Kierkegaard således med en række moderne tænkere, heriblandt Gilles Deleuze og Felix Guattari, Jacques Derrida, Quentin Meillassoux, Jacques Lacan, Slavoj Žižek, Alenka Zupančič, Alain Badiou og Giorgio Agamben. Bogens centrale ærinde er at vise, at Kierkegaards potentiale for moderne filosofi slet ikke er blevet indfriet til fulde endnu. I Kierkegaard gentaget opdager man således, hvordan Kierkegaard også kunne og burde læses som bl.a. emancipationstænker, kønstænker og foregangsmand for fransk psykoanalyse. På den måde udgør bogen et helt særligt og originalt bidrag til debatten om Kierkegaard, som endnu ikke er blevet repræsenteret. Bogen har desuden et internationalt udsyn, idet den beskæftiger sig med den Kierkegaard, som diskuteres af store nulevende filosoffer som Slavoj Žižek og Alain Badiou.