som læsningens ledemotiv har for min egen del været fornyende. For Jakob Olsen træder ydmygt til side og lader manden selv tale.Man forbløffes igen over Kierkegaards psykologiske og kristelige indsigt og hans skarpe tanke. Denne stridsmand bliver øm, varm og ærbødig i mælet, når han skildrer kærligheden mellem mand og kvinde, til næsten og til Gud.Det kan måske godt lade sig gøre at følge ham på denne vandring uden selv at blive øm, varm og ærbødig over for kærligheden. Men let kan det ikke være.«

Leif Andersen