Her rejser sig nu med nødvendighed det spørgsmål, om det da er muligt at tale på anden måde end Kierkegaard om den uendelige fordring? Man må jo spørge: er vi da ikke stedt i det alternativ, enten at forkaste enhver tale om en uendelig, en absolut, en ubetinget fordring – eller at tage de vanskeligheder med, som Kierkegaards fremstilling viser, at talen derom fører med sig? Med andre ord, den kritik, som jeg her har fremført mod Kierkegaard, forpligter til, om den ikke vil opgive enhver tale om en uendelig fordring og dermed forkaste hele Kierkegaards eksistensforståelse, at vise, at den uendelige fordring melder sig i den enkeltes konkrete, udvortes eksistens.