En jernbaneinteresseret direktør, som er nynazistisk kortfilmskunstner, og et arkitektfirma, der absolut ikke har styr på verdenshjørnerne. Var det storslået uansvarligt, tankeløst og blåøjet, da danskerne bosatte sig her, eller findes der et slags ræsonnement bag den besynderlige emigration? En synsk banearbejder fra Ukraine, en talentfuld barnepige og en dæmon, som ejer et helt bjerg plus alt, hvad der findes inde i fjeldet, leverer svaret på, hvad der sidenhen overgik skandinaverne. I sidste ende, hvor deres magiske salonvogn fra 1905 ender. Kilderne i Skoven trækker et skævt, kosmisk spor skabt af jern, guld, rust, hamp og kærlighed – et spor der leder frem til, hvor hovedpersonerne selv ender.      

Uddrag af bogen: Omsider bryder hun stilheden. ”Vi ka’ da altid ta’ på ferie heroppe.” ”Det her gør vi aldrig igen.” En korthugget udtalelse der skuffer og foruroliger. Hun nikker og forstår, gentagelsen kræver mod. Disse seks ord indeholder Jakobs reelle afsked med landet, men er samtidig begyndelsen på et evigt minde om sommernattens lysende himmel, som en syngende klokke over Danmark. Solen svæver lavt nu, Jakob stirrer direkte ind i den, og Charlotte begynder pludselig at fryse, hans øjne virker skræmmende døde i denne overflod af lys. Over deres hoveder kredser en lille flok sluddervorne måger, der langsomt driver sidelæns ned ad kysten. Ikke særlig overraskende går hun forrest med Jakob på slæb. ”Du … vi skal se at komme videre.”

Om forfatteren: Jan Krohn er født i september 1950. Realeksamen fra Sorø Akademi 1967. Uddannet på Flyvevåbnets elektroniklinje 1968 og ansat sammesteds gennem 33 år inden for radar og programmering. En årrække beskæftiget på Sydsjællands Museum med IT. Har siden 1988 boet i et hus på Møn sammen med hustruen Sussie. Private interesser er historie, musik og astronomi.