"Gårdspladsen er tom. Huset er aflåst. Claire ved, hvor nøglen ligger, under en skifersten, bag lønnen, men hun skal ikke ind i huset. Hun skal aldrig derind igen. Hun ville være kommet, om det så havde regnet, om det så havde været en eftermiddag med koldt og fugtigt rusk, sådan som det kan være, når allehelgensdag nærmer sig, men hun er heldig; det er nøjagtig, hvad hun tænker, at hun er heldig med oktoberlyset, gårdspladsen, lønnen, gyngen og Santoire-flodens hvæsen, der stiger op til hende i den varme, blå luft."

I en fortættede og knugende selvbiografisk fortælling vender Marie-Hélène Lafon med Kilderne tilbage til sin barndoms Auvergne, hvor køerne græsser og giver mælk til den berømte Saint-Nectaire-ost. Endnu en gang viser hun sin enestående evne til at trænge ind i sine karakterers psyke og respektfuldt skildre deres sorger og utilstrækkeligheder, hverdagslivet i al sin barskhed. 

’Kilderne er et unostalgisk farvel til barndomshjemmet, som en vinduesskodde, man lukker i for sidste gang.’