Klara hvisker hun. Men vær helt stille. Pludselig forstår jeg. Hjertet sætter farten op og slår pludselig så hårdt, at det dunker i hele kroppen. Jeg tør knap nok trække vejret. På dirrende ben lister jeg hen til Miras boks og kigger over kanten. Hvor mange gange har jeg ikke haft mareridt om Miras føl. Set det ligge dødt i halmen, lille og hjælpeløst og ikke til at redde. Dyrlægen havde ikke ligefrem lydt optimistisk, men måske, bare måske, er der en chance..