Det er hensigten med bogens eksempler at illustrere hele den arabiske skønlitteraturs udvikling. Som den ældste poesis repræsentanter er taget to berømte digtere, der begge hører til de syv udvalgte, af hvilke der foreligger syv længere digte med titlen muallaka’er; dette betyder de ophængte, dvs. de udmærkede (ved en senere misforståelse af ordet dannedes der et sagn om, at de var skrevet med gyldne bogstaver og ophængt offentligt i Mekka); om den ene af disse to digtere, Imrulkais, og om hans mærkelige liv har tillige sagnene slynget deres glorie, og både i hans digte og i skildringen af hans levned ser vi den fuldendte type på en arabisk høvding fra hedenskabets tid. Som en modsætning til disse møder den senere tids ypperste digter, Mutanabbi, hos hvem vi allerede ser det svulstige og skruede, om end ikke i den grad som hos hans samtidige, medens man i stykkerne af Hariri har den rene kunstdigtning i sin mest fuldendte og mest bizarre skikkelse.