Adalbert Stifters roman Sensommer (1857) er den tysksprogede litteraturs store, utopiske dannelsesroman, skrevet i genrens absolutte sensommer. Vi følger købmandssønnen Heinrich Drendorfs beretning om sit liv fra barndom og ungdom til manddom og ægteskab. Som gæst på den erfarne friherre von Risachs gods udvikler Heinrich sin personlighed og sine evner i omgangen med en række mennesker, og frem af den lidt for selvglade ungersvend vokser med tiden en mere vidende, men også mere ydmyg mand.
Romanen udfolder oplysningstidens ideal om det lykkelige, nyttige og sociale menneske. Gennem sine erfaringer inden for videnskab og kunst, musik og natur, historie og tradition, og ikke mindst menneskeligt fællesskab og stormende forelskelse, personificerer Heinrich dét, vi i dag ville kalde det gode, meningsfulde liv.
Sensommer er på den ene side dannelsestraditionens store manifest og på den anden side Stifters lovprisning af ungdommelig forelskelse og moden kærlighed, skrevet til inspiration og efterlevelse – dengang som i dag.
Lavlandets lykke. Adalbert Stifter skrev den sidste store dannelsesroman, hvis helt ikke blot affinder sig med livet, men tværtimod lærer at elske det. [Kort uddrag]
