At Mads Brügger gang på gang i denne skamløst vellykkede artikelsamling slipper af sted med at hylde 'et univers, hvor hvide mænd fører sig frem med penge, magt og social kapital' – bordeller, rigmandsfester, Det mørkeste Afrika, World Economic Forum for bare at nævne en håndfuld af lokaliteterne – skyldes, at han netop ikke hylder, men tværtimod driver sort satire så det spøjter. Forfatteren skriver med en velgørende distance, 'med stor sproglig fremdrift, et udsøgt blik for absurde optrin og et mod til at eksperimentere med den journalistiske form' Selv bogens svageste historier er 'veloplagte og såre uforudsigelige.' Resten er stedsegrøn journalistik fra 'Danmarks frygtløse svar på Hunter S. Thompson.' [Refereret af bog.nu]

For journalister og skribenter vil denne samling af Mads Brügger-tekster være 'et stærkt inspirerende fagligt kosttilskud' og for alle andre kan bogen indtages som ualmindelig 'fed sofa-underholdning.' Mads Brüggers journalistik er 'drevet af hans personlige fascination, nysgerrighed og legesyge.' Når han gang på gang rejser ind i 'skumringslandet mellem virkeligheden og den fremprovokerede virkelighed' er det både sjov og alvor, og forfatteren skubber hårdt til både de sproglige og de formmæssige grænser for hvordan man kan skrue en artikel sammen. Anmelderen kunne blive ved og ved med at remse op, men 'læs bogen selv, det er the shit.' [Refereret af bog.nu]

Ligesom den amerikanske journalist Hunter S. Thomson har Mads Brügger hang til 'gakket selviscenesættelse og et lejlighedsvis libertinsk forhold til rusmidler.' Han skriver konsekvent sig selv ind i sine artikler, interviews og reportager, men i modsætning til Thomson står han aldrig i vejen for historiernes skarpe afsløringer af 'det hyklerisk forløjede' og rådenskaben bag glitrende kulisser. Uanset om emnet er Nordkoreas diktatur eller ugebladet Se og Hørs selvopfattelse er Mads Brüggers iagttagelser 'sardonisk veloplagte.' De 'stærkt læseværdige og dybt originale artikler' i denne litterære Greatest Hits er hentet fra de sidste 15 år, men langt hovedparten fremstår lige så friske fra fad, som da de oprindeligt blev trykt 'i diverse over- og undergrundsmagasiner.' [Refereret af bog.nu]

'Mads Brügger kan noget helt vildt med sarkasme' og hverken som læser eller som medvirkende i denne samling af reportager og portrætter kan man føle sig tryg. Når forfatteren spidder, så fosser blodet virkelig. Men den, der modtager flest stik er Mads Brügger selv, og det går langsomt op for læseren, at alle historierne er båret af 'noget så umoderne som dybfølt omsorg og interesse for afvigerne og de svageste.' Der findes ikke i dansk presse 'så kompromisløs en fortæller som Brügger. Han presser både sig selv og genren til det yderste' – som når han udformer en reportage om den ekstremt hallucinogene plante salva divinorum som et filmmanuskript med sig selv i rollen som forsøgsperson – og det er hele vejen igennem 'vedkommende, grænseoverskridende, vildt og virkelig, virkelig velskrevet.' [Refereret af bog.nu]