Københavns Universitets fundats fra 1539 er det stiftelsesdokument, som udstak rammerne for universitetet efter reformationen. Universitetet blev grundlagt i 1479, men tilknytningen til den katolske kirke betød, at det ophørte med at fungere i årene op mod reformationen i 1536. Efter reformationen blev universitetet genåbnet, og det fik et stort medansvar for at forme både kirken og samfundet i overensstemmelse med reformationens idealer. Det gælder ikke mindst opgaven med at uddanne nye, lutherske sognepræster.

Som ramme for universitetets arbejde udstedte kong Christian 3. i 1539 en ny fundats, og den omhandler meget mere end blot juridiske og økonomiske forhold. Den er særlig ved også at indeholde mange vigtige betragtninger over videnskab, undervisning, studerende, lærere, om forholdet mellem universitet og samfund på reformationstiden og i det hele taget om Danmarks kulturhistorie i 1500-tallet. Fundatsen var gældende til langt ind i 1700-tallet, og den udtrykker derfor et syn på højere uddannelse, som i generation efter generation var med til at præge danmarkshistorien.

Fundatsen blev udstedt på latin, men udgives nu for første gang med både en dansk og en engelsk nyoversættelse samt indledning og noter til forklaring af den historiske kontekst.