fra udgangspunktet i en filmisk socialrealisme frem mod en sprængning af facadekunsten i den tidlige efterkrigstid i nitten hundrede og fyrrerne. Han kan ses som en tærskelfigur mellem tiden før og efter nazismen. Han rækker over både før og efter uden at springe det mellemværende over. Hans æstetiske moral er uforandret: flugt fra 'byen' er umulig, hvor by ikke bare forstås som et fristed, men et fængsel for den gældsplagede småborger, som de fleste af os kan se os selv i. Det er her, i byen, at slaget skal slås for befrielsen fra undertrykkelsen i os selv og den ydre i form af fjenden i landet. - Det leder over i Danmarks forhold til Tyskland, før, under og efter 2. verdenskrig. Kapitlet om det hedder 'Det dårlige tyske eksempel' , som følges (i afsvækket form) i behandlingen af de svage i ånden og i holdningen til de tyske jøder, der søgte asyl i Danmark. Den sociale eksklusion af de svage ses som 'bondeofferet' for 30rnes socialreform, - prisen Socialdemokratiet måtte betale for bl.a. over for sig selv at legitimere berettigelsen af øget støtte til arbejderklassen ved f.eks. sygdom. Stillingen som lille land i det storpolitiske spil følges via den førte udenrigspolitik frem til den fortsatte tilskyndelse til at søge beskyttelse under den store og stærkes vinger, og det nationale demokratis vanskelighed ved at indgå i et udvidet europæisk fællesskab. Og ender nær ved forfatterens personlige udgangspunkt i København, bydelen Vesterbro med hovedgaden Istedgade, der aldrig overgav sig, og skolerne i Oehlenschlægersgade og Helgolandsgade ved Hovedbanegården. Her havde han hjemme, i en familje, hvis voksne medlemmer, far, mor og bedstefar, var indvandrere fra Jylland. Og hvor han blev en blandt andre i gadens fællesskab.