der på baggrund af egopsykologien (Hartmann, Erik H. Erikson m.fl.) og inspireret af objektrelationsteorien (Klein, D. W. Winnicott m.fl.) fra slutningen af 60erne udviklede den nye teori om selvet, der især blev kendt for sin kortlægning af narcissistiske skader i den tidlige barndom. Nærværende bog indfører i selvpsykologiens univers og psykoanalytiske forudsætninger, og den tydeliggør de psykodynamiske begreber og sammenhænge, som selvpsykologien lægger til grund for sit kliniske arbejde - og her afrundes der med en redegørelse for narcissisme som henholdsvis almen socialisationstype og patologisk kategori af personlighedsforstyrrelser. Som tillæg følger en konkret og berømt case fra den selvpsykologiske terapi, nemlig Heinz Kohuts egen redegørelse for De to analyser af hr. Z (1979), oversat af Karen Dinesen.
Bogen er forsynet med register.
Omslag ved Hovedkvarteret.