“Overordnet set hører denne heltinde hjemme på det store lærred.” 

– The New York Journal of Books   

“En detaljerig og imponerende debutroman.” 

– The Kindle Book Review       

Pistolens skud overraskede Madeleine, selvom det var hende selv, der havde affyret den. Det lød som et lille kanonslag, men for hende var lyden overdøvende. Alle i nabolaget må have hørt det, tænkte hun, idet hun stod musestille, lyttede efter fodtrin og ventede på, nogen skulle slå alarm.    

Der gik flere øjeblikke, mens Madeleine anspændt lyttede til hvert eneste knirkelyd, den gamle bygning afgav. Da der ikke skete noget, forstod hun, at lyden fra pistolskuddet for størstedelens vedkommende kun havde lydt i rummet. Hun vendte sig, og kiggede ned på Hirschman. Der var en nydeligt hul i midten af hans pande, men næsten ingen blod. På grund af kuglens lave kaliber var den ikke gået igennem hovedet. Hun betragtede hans livløse øjne og vidste, han var død. Madeleine var forbløffet over, hvor nemt det havde været at tage et liv. Det havde været nemmere at dræbe ham end at blive voldtaget, nemmere at dræbe ham end at leve med de sår, han havde efterladt på hendes krop.