Bag døren var en eng med høje siv, der bøjede sig i blæsten. Hun kunne høre stormende bølger i nærheden. Himlen var mørkegrå med ulmede uvejr. Vinden greb fat i Freyjas hår og tøj, som forsøgte den at trække hende ud på engen. Hun holdt fast i dørkarmen. Det var Nordlandet. Hun havde leget og gemt sig imellem sivene som barn. Nu var de plettet af blod. Et sværdskæfte stak op over sivene, som havde nogen stukket sit sværd i jorden eller tabt det. Der lød dybe brøl fra en flok mænd i det fjerne. Hun lukkede døren med et smæk, der forskrækkede hende selv. Hvor var hun? Hun var ikke tilbage i slottet. Det var ikke spøgelsets minder, hun gik rundt i.