Selvom norske Gaute Heivolls roman om en skibsfuld patienter i slutningen af 1700-tallet har en far og hans dødssyge datter i centrum, undgår forfatteren elegant ethvert anslag til det patetiske. Læseren er fortrolig medvidende til deres 'ekstremt lavmælte dialog,' der uden patos skildrer faderens angst og datterens ubegrænsede tillid på en dybt bevægende og ægte måde. [Refereret af bog.nu]

Der er ikke sparet på 'mængden af rådnende sår, gullig materie og blodige forbindinger' i norske Gaute Heivolls spændende lille beretning om 12 patienter med den pestlignende radesyge, der i 1775 fragtes over havet fra Norge til 'behandling på Frederiks Hospital i København.' Sygdommen beskrives i al sin grusomhed og netop kontrasten mellem det hæslige ombord på skibet og bogens fåmælte dialoger - specielt imellem en far og hans syge datter - maler en effektiv stemning af ømhed og stille desperation. [Refereret af bog.nu]

De ydre rammer for den norske forfatter Gaute Heivolls historisk-dokumentariske roman er et skib på vej over Skagerrak i 1775 med 12 patienter ombord. De lider alle af den mystiske rade-syge, der ligesom spedalskhed forårsager grusomme sår overalt på kroppen. Forfatteren zoomer tæt ind på symptomerne, så man ser lidelserne for sig, men samtidig flyder virkelighed og drøm sammen 'i sansninger, der er lige så lyrisk rammende, som de er menneskeligt skræmmende.' [Refereret af bog.nu]

I 1775 sniger en navnløs fader til en syg pige sig med ombord på det skib, som skal bringe hende og andre patienter fra Norge til København. Det er en 'yderst smuk fortælling, der viser hvor meget en far vil gå igennem for sit barn. Historien er rørende, og man sidder med en stor klump i halsen, når sidste side er vendt.' [Refereret af bog.nu]

Skærende smuk roman om forholdet mellem en far og hans datter, som begge befinder sig på et sejlskib fra Norge mod København år 1775. Datteren er dødssyg og ligger sammen med andre patienter i bunden af skibet med faderen ved sin side. Romanen rummer en næsten ubærlig skønhed og er et gennemført æstetisk værk, hvor forfatteren maler en drømmeagtig stemning frem for læseren. Desværre bliver det – lige meget hvor smukt og gennemført det er – også så enformigt, at man ganske enkelt bliver mæt af intensiteten og træt af det monotone toneleje, når man er halvvejs igennem. En 'mærkelig tilstand af stilstand'. [Refereret af bog.nu]

Denne roman er skrevet et sted mellem drøm og virkelighed, men baseret på Danmark/Norgehistorien. Så hvis man holder af impressionistiske romaner, der mere er stemninger end fortællinger, vil man også holde af denne. Hvis man derimod forventer en rigtig historisk roman, så bliver man skuffet. Denne anmelder kan lide det hele, men finder desværre for meget form og for lidt lidenskab i romanen. Fortællingen har selvfølgelig start og slut, men virker alligevel som en 'ørkenvandring på stedet, midt på havet'. Det er godt, men bare ikke godt nok. 'Kongens hjerte' slår og slår uden at komme nogen vegne. [Refereret af bog.nu]