osv. På trods (eller måske netop på grund?) af emnets brændende aktualitet, fik bogen ikke stor opmærksomhed – hvilket forfatteren i øvrigt havde forudset: vi lever i en "kultur", der hysterisk fornægter enhver realitet, især enhver forskel. At kønsforskellen faktisk findes, og er kommet for at blive, er ikke lige dét, "man" gerne vil høre! 

 KNO udgiver hermed en opfølger: Kønnets Maskepi. Hvor den første bog var bygget op forholdsvis strengt, med et gennemgående spor af logisk deduktion, vekslende med et lidt friere "hukommelsesarbejde", er Kønnets Maskepi en rapsodisk serie af 33 mere eller mindre uafhængige essays, der dækker et bredere felt: lige fra skarpe analyser af nyere kønspolitiske case stories i ind- og udland, over kønspolitiske aspekter af kristen-dom og Islam, til en samlet forståelse af de totalitære tendenser i vor tid. Når "debatten" i dag ikke længere handler om at finde den bedst mulige løsning blandt lige værdige forslag, men først og fremmest handler om hvilke ord der ikke må bruges, hvilke billeder der ikke må vises, hvilke tanker der ikke må tænkes – kort sagt: hvad forfatteren kalder koncensur –, er det nemlig en udvikling, som kun kan forstås – eller bare opfattes - på baggrund af de sidste 100 års politiske historie. Det sker i denne bog. 

 Hvad man engang på universitetet kaldte "tværfaglighed", viser her sin styrke. For at forstå f.eks. hvorfor en #metoo-kvinde altid først "modigt står frem" 10-12 år efter sin "krænkelse", inddrager KNO ikke blot aktuelle eksempler fra pressen, men i dette tilfælde også film og andre medier, herunder de mentalitetsændringer der upåagtet er fremkaldt af nye teknologier (TV, computer, I-Phone). Det bliver da klart at det ikke er tilfældigt at så mange "krænkede" kvinder kalder sig studieværter, filmstjerner, eller forfattere: de 10-12 års forsinkelse handler ikke blot om kvindens berømte "biologiske ur", men også – og ikke mindst – om hvad disse kvinder selv kalder: karriere. 

 Set på baggrund af 2500 års europæisk, "patriarkalsk", kultur (her som defineret af den franske forsker Dumézil) – en kultur, som mange i dag ønsker slettet, kastet i havnen, osv., da de ellers ikke kan måle sig med den (det kaldes vist: en falliterklæring!) – er det klart at hvad "debatten" i dag savner, er 3 ting: intelligens, mod, og humor (hvad Kierkegaard kaldte Kjerlighed). KNO spiller på alle 3 registre. Det sidste ikke mindst ved at drive den moderigtige "minoritetsforskning" til sin yderste konsekvens: hvad kan være mere (dvs. mindre) minoritet end jeg selv? Den dag, kvinder, sorte, osv. lærer at sige "jeg", dén dag er vi tilbage til start, og Livet kan begynde igen. 

 Kønnets Maskepi er en tiltrængt, rapkæftet replik til hele tidens triste "Nej-til-Livet"-bevægelse: #metoo, woke, veganer, klima, GLTB, osv., der alle drømmer om en tilstand uden forskel – dvs. Døden. Sandheden er ilde hørt – men det føles godt at sige den!