Peter Nielsens nye digte er drømmende og rebelske, umulige at holde fast, med musisk kraft forvandler de sig, glider fra dur til mol, hvirvler mellem himmel og jord, mellem det håbefulde og det kuldslåede, mellem det tilslørede og det blottede. Med fattet sorgfuldhed og et hemmeligt grin retter de et spørgende blik mod verden: Hvad skal det blive til? I Planetstier viser Peter Nielsen sig igen som en af dansk poesis mest særegne stemmer. Pressen skriver: »Slet og ret sjov, vittig, underfundig (...) intellektuelt vidunderligt udfordrende« - Information
Østerjyllandsk. Peter Nielsen spadserer flittigt og magisk poesien lige op af mulden og ud i luften som bærbare, gnistrende sværme af ord. [Kort uddrag]
