i den danske centraladministration i enevældens sidste tid.

1800-tallets begyndelse var en krisetid med krig og statsbankerot, og det kunne derfor være fristende for embedsmænd med ondt i privatøkonomien at lirke lidt kontanter ud af systemet. Embedsmændene var udpeget direkte af kongen og agerede som hans forlængede arm, og deres gerninger faldt derfor tilbage på den enevældige konge. Når styret slog hårdt ned på misdædere, høj som lav, kan det skyldes, at korruptionen kunne føre til kritik af enevælden, på et tidspunkt hvor denne styreform ikke længere var en selvfølge i landene omkring os og dermed heller ikke i Danmark.

Bogen fortæller blandt andet om ludomanen og bedrageren, konferensråd Christian Birch, der i april 1820 blev idømt livsvarigt fængsel for bedrageri på et beløb, der svarede til hele budgettet for den civile centraladministration samme år, nemlig 1,2 mio. rigsbankdaler. Birch var kun et blandt flere brodne kar, men de hårde straffe, kombineret med en række administrative reformer og lovændringer, har medvirket til at fremavle den embedsetik, som har bidraget til Danmarks position som et af de mindst korrupte lande i verden.