For turister, der ikke er specielt religiøse eller ikke kender meget til Korshøjens eller Litauens historie, vil mødet med Korshøjen kun være en oplevelse blandt mange på en uges hurtig rundrejse i de tre baltiske lande. Nogle oplever ophobningen af kors som det rene kitsch, andre oplever de tusindvis af kors som en traurig kirkegårdsstemning, der bedst kan sammenlignes med de mange krigskirkegårde med endeløse rækker af kors for de faldne i 1. og 2. Verdenskrig, som man kan finde over det meste af Europa.
For litauerne er Korshøjen et markant nationalt symbol på landets kamp for frihed og selvstændighed, først under det russiske zarrige i 1800-tallet og herefter – efter en kort selvstændighedsperiode fra 1918 til 1940 – under sovjettiden i den sidste halvdel af 1900-tallet frem til Litauens genvundne selvstændighed i 1991. I dag er Korshøjen blevet et yndet mål for katolske pilgrimme, og det er skik, især blandt lokale troende, at man på højen efterlader kors eller andre religiøse symboler som bøn-, sone- eller takkeofre. Det kan f.eks. være i forbindelse med bryllup, barnedåb eller alvorlig sygdom. Andre kors er sat som mindesmærker over historiske begivenheder, som f.eks. markeringen af 1700-års jubilæet for kristendommens indførelse som statsreligion i Armenien eller som et mindesmærke for Holodomor-ofrene, de millioner af ukrainere, der døde af sult pga. af Stalin og Sovjetunionens politik i 1930’erne. Eller det kan være et Kilroy was here-kors, sat af en turist eller en motorcykelklub, der tilfældigvis kom forbi.
Per Nielsen er historiker, men også digter og billedkunstner. Han har gennemfotograferet Korshøjen og med egne fotos fortolket stedet som folkekunst og giver en grundig introduktion til stedets historie.