Det bliver en kamp for livet, for hverken dyre- eller plantelivet på Karafal er særlig venligt stemt overfor jordboerne, og følelsen er gengældt. De medbragte planter og dyr trives kun sparsomt, og de hybrider, der opstår, er ofte farlige. Efter tre generationer er stemningen i den lille menneskekoloni desperat. Og som altid i desperate situationer er der folk parat til at træde til og vise vejen – ikke nødvendigvis på den mest gennemtænkte måde. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at deres tænkemåde er jordisk og ikke tilpasset de forandrede betingelser.

Kan man ikke finde på andet, kan man altid starte en erobringskrig, også selv om det betyder at høsten ikke kan bjerges, og kolonien derfor er dømt til undergang hvis angrebet fejler. Og da man intet aner om karanernes civilisation, men anser dem for svæklingen, blot fordi de er pacifister, står man overfor en ubehagelig overraskelse – så ubehagelig at den truer menneskeartens eksistens. Spørgsmålet er om de få gode kræfter når at afværge katastrofen, dør den når sit fulde omfang …