til
København for at studere almindelig og sammenlignende litteraturhistorie ved
universitetet. Litterære ambitioner havde han ganske tidligt, og han arbejdede
flittigt og målrettet på at indfri dem. I 1937 debuterede han som digter i Gymnasiastbladet,
og i løbet af gymnasieårene fik han flere digte trykt i Vild Hvede,
tidens førende lyriktidsskrift. Han leverede digte til Politikens og Social-Demokratens
tillæg og journalistiske artikler og teateranmeldelser til Aalborg
Stiftstidende. I 1942 gik han aktivt ind i modstandskampen, først som
medarbejder ved det illegale blad Frihedsstøtten, senere som kurér for
transportgruppen Speditøren, der blandt andet smuglede flygtninge til Sverige.
Den udslagsgivende anfægtelse var for ham, ligesom for mange andre studerende,
Danmarks underskrivelse af Antikominternpagten den 25. november 1941. Med
pagten bandt Danmark sig til et løfte om at bekæmpe Kommunistisk Internationale
og til en aftale om en senere fordeling af de kommunistisk ledede lande imellem
pagtlandene. Med i pagten var ikke blot Tyskland, Italien og Japan, men også en
række andre fascistisk ledede lande (Ungarn, Spanien, Rumænien og Slovakiet),
til hvis selskab Danmark nu havde sluttet sig.

Portrætfoto af Morten Nielsen med fast blik og tidstypisk
frisure. Som person og som digter blev han et samlingspunkt og et forbillede
for mange danske digtere, både mens han var i live og efter sin d Læs mere

Af omfang er forfatterskabet begrænset. Debutsamlingen Krigere uden
Vaaben udkom i efteråret 1943, stort set samtidig med at også Ole Sarvig
debuterede. I 1945 udgav Paul la Cour et bind af hans Efterladte Digte,
som senere er blevet slået sammen med debutsamlingen og suppleret med
yderligere 12 digte. I 1962 udkom brevsamlingen Breve til en ven, og i
1966 den lidt større Breve fra Morten Nielsen. Til sin ven Morten ruge
udtrykte Morten Nielsen betænkelighed ved debutsamlingens titel: „Det er en
farlig Titel ved jeg nok – demilitariserede Landsoldater og den Slags – men den
dækker noget saa væsentligt i Bogen, at jeg løber Risikoen for at blive
mistænkt for Konjunkturforf atteri“. Så bogstaveligt skulle titlen altså ikke
forstås; den er metaforisk, som det også fremgår af samlingens indledningsdigt,
„Riget af Tusind Aar“, hvori udtrykket er indeholdt. Digtet skildrer vanviddets
udbrud hos en jævnaldrende, der bringer bud fra Jesus om, at tusindårsriget
står for døren. På dette tidspunkt, hvor ikke så få opfattede Det Tredje Rige
som det frembrydende tusindårsrige, var tanken ikke ualmindelig eller udpræget
psykotisk. Forløbet bliver skildret af en udenforstående, som i tredje strofe
står frem og præsenterer sig som del af et kollektiv:

Vi andre blev hadske og blege
– Mænd paa atten Aar,
Krigere uden Vaaben
Og saarede uden Saar.

Strofen fastslår, at den sindssyge og de ikke-sindssyge betragtere reagerer
på samme vilkår, men gør det forskelligt: Den ene bliver psykotisk, mens de
andre fatter et passivt og udtryksløst had. Psykosen er altså eksogen; den er
forårsaget af forhold, som også de andre lever under, og over for hvilke de er
som „krigere uden våben“ – forsvarsløse og sårbare. Om dette fælles vilkår
kredser mange af Morten Nielsens digte, der er rige på vi-passager som
den ovenstående. Digtene taler dermed på vegne af et fællesskab, som det ligger
lige for at forstå som forfatterens generation.

Som citatet viser, er Morten Nielsens digtning ikke nybrydende i formel
henseende: „jeg mangler Interesse for Sproget, som Konstruktion, det
interesserer mig kun som Middel“, skrev han i et brev til forældrene i 1940.
Der handlede det om litteraturens forrang frem for filologien i hans studier
ved universitetet, men udsagnet kan også gælde for hans digte, hvori sproget så
godt som udelukkende virker som middel og ikke som materiale. Formen er
gennemført – især i digtenes rytmiske forløb, hvor afvigelser i mønstret ofte
griber ind og betoner betydningen – men den er ikke eksperimenterende.
Alligevel er digtenes lyriske alvor forblevet gribende op gennem
efterkrigstiden, hvor den æstetiske interesse ellers gentagne gange har rettet
sig mod sproget som konstruktion og ikke som middel. Ikke mindst hans mest
fortættede lyriske udtryk, som det ultrakorte digt „Foraarets Horisont“, har
fortsat vundet nye beundrere:

Verden er vaad og lys –
Himlen er tung af Væde . . .

Hjertet er tungt af Lykke,
Lykkeligt nær ved at græde.

„Snart brister alt“, lyder den berømte afslutning på Ivan Malinovskis senere
digt „Myggesang“, der står i Galgenfrist (1958), men i Morten Nielsens
fire linjer fastholdes tilstanden på bristepunktet, før regnen og gråden
vælder. Digtet er i sig selv komprimeret, ligesom hjertet og himlen er det med
deres tyngde af væde og lykke. 

(Dansk Litteraturs Historie)