Min krop er tung mod den fugtige skovbund, og jeg synker helt ned i den. Synker, tung og slap på én gang. Tankerne lette og flygtige. Mens jeg ligger her, bliver tiden til elastik, der skiftevis går uendeligt langsomt og flyver afsted. Det begynder at skumre, da jeg mærker, at skovbunden omslutter mig helt og trygt. Jeg er ikke længere på jorden, men i jorden. Jeg åbner munden, og muld og rådnende blade vælter ind og knaser mellem tænderne. Jeg er ikke bange, sanser bare. Her er stille, mens jeg hører muldens lyde. Regnorme, der gnasker og graver, en kvist, der lander på jorden over mig. En larve under mit ene øjenlåg, jeg ved, hvad der er ved at ske, kender naturens orden og accepterer det.