blev han ansat på universitetet i Kiel, og arbejdede der til sin tilbagetræden i 1993, fra 1971 som professor. Han forblev aktiv efter sin pension, og udgiver stadigt til i dag. I denne bog, hans 45., redegør han for sin kropsfænomenologi. Hans filosofi er centreret om den opfattelse, at i løbet af vestens intellektuelle historie, er vores direkte erfaring af verden blevet dækket af filosofiske og teologiske begreber. For kroppens vedkommende, er det især begrebet om en privat indre sjæl, og den følgende opsplitning af mennesket i sjæl og legeme, der dækker for, hvad Schmitz mener er den virkelige erfaring af vores tilværelse. For at imødegå denne tendens forsøger han, vha. fænomenologisk analyse, at nå frem til vores virkelige erfaring af det, at være en mærket krop, hvorved han trækker på lægevidenskabelig faglitteratur, filosofi, klassisk litteratur, samt på kilder som dagbøger og avisartikler. Resultatet er et sæt af begreber – tranghed, vidde, fladeløse rum, kropslig retning, kropsøer, indkropning, udkropning osv. – der har fundet bred praktisk anvendelse i Tyskland.