døende på hospitalet. Her har han samtidig i besøgstiden mødt Therese, som har sin mand uhelbredeligt syg på samme hospital, og i fælles skæbne indleder de et forhold – ”det er bedre at anvende sig selv på det endnu levende frem for det døde” - et seksuelt begær udvikler sig til et kærlighedsforhold på trods. De raske drages mod hinanden. Med fatale konsekvenser.

Han er en mand, der med fuldt vidende og overlæg underkender enhver følelse, han handler efter kroppens fysiske behov, de biologiske vilkår og drifter – de døende til trods.

Han vil i livets retning: ”Livet i alle ting, der vrister sig løs af døden i alle ting”. Denne eftermiddag på Bellevue Strand sammen med en kvinde.

Kroppenes sprog, det seksuelle, bliver SPROGET: Hun knappede hurtigt sin kjole op. Jeg holdt op med at tale. Hun tog kjolen af. Vi tog samtalen af. Vi tog de døde og døende af. Vi tog tøjet af. Vi tog kroppene på. Sengen tog os på sig”. Kroppene overtager, hvad sjælen ikke kan bære.

”Kroppene” er den mest konsekvente udførelse af det biologiske livssyn, vi har i dansk naturalisme. Den er tillige periodens mest helstøbte roman. Thomas Bredsdorff.

”Kroppene”…. Finder med sin poetiske samvittighedsstyrke let vej ind til de modtageområder, hvor man oplever hedt og intenst”. Klaus Rifbjerg.

Peter Ronild (1928 – 2001) var uddannet journalist og skrev i en årrække for flere dagblade bl.a. Politiken. Efter sin debut med den anmelderroste "I morgen kommer paddehatteskyen" arbejdede han som skønlitterær forfatter, TV-dramatiker, journalist og skuespiller. Desuden dramatiske arbejder for radio og film.

Peter Ronilds værker er kendetegnet ved naturalismens biologiske livssyn og ved en blanding af realisme og symbolisme, fremherskende i modernismen. Han udfordrede, inspireret af "den ny franske roman", med nye litterære udtryk og kompositionsformer.