Oplysningstiden er kendt for sin optimistiske tro på den menneskelige fornuft, på nytten af viden og oplysning. Mindre kendt er derimod dens fascination - både i tænkningen og i kunsten - af det irrationelle og af eksperi­men­ter, ikke mindst med krop og sanser, samt af store (sublime) følelser. Bogen fokuserer på denne oplysningens dia­lek­tik med tableauet som pejlemærke. I tableauet taler kroppen med sit stumme sprog om følelser og ideer, der ikke kan udtrykkes på anden måde. På én gang klart i sit motiv og uudgrundeligt i sit udtryk. Tableauet betegner en ny følsomhed over for visualitet og bevægelse, tid og væren i kunsten og en særlig respekt for den subjektive tilegnelse. Med tableauet som ledetema nylæses centrale værker af nogle af de fremmeste eksponenter for oplysningsprojektet: filosoffen Denis Diderot, dramatikeren Gotthold E. Lessing og forfatteren Jakob Lenz.