Krukken er stemningsfuld, legende og sanselig, samtidig med at den er ved at gå i opløsning, ved at koge over, fordi solen banker mod tankerne og gør dem løse i det. Det er ikke kun Arkæologen, men også omgivelserne, der er digtenes omdrejningspunkt. På den måde rummer Krukken en hyldest til det liv, som også de umælende ting rummer.