en samlet gennemgang af dansk litteraturs sportsskildringer og svarer at et æstetisk blik på sport kan være et givende supplement, men ikke nogen redning for sporten.

Litteraturens billede af sporten viser sig at være meget traditionelt. Sporten beskrives ofte som naturlig, autentisk og umiddelbar, og den forbindes næsten altid med noget seksuelt, religiøst, infantilt eller etnisk. Rationalitet og kultur sættes i modsætning til sportens sanselighed: Den typiske sportsroman handler om en fortæller der gerne ville have været god til sport, men ikke er det og derfor må skrive om det i stedet for - ofte ved at portrættere en barndomsven som er god til sport, men dårlig til at skrive.

Kunst og konkurrence argumenterer for at litteraturen kan fortælle os noget vigtigt om sporten, men uden at den dermed kan hæves over de aktuelle problemer. Det er i øvrigt heller ikke sikkert at sporten har brug for at blive reddet. Måske skal den bare have lov at være sig selv lidt.