Siden Cro-Magnon tidens hule-morgen har mennesket malet og udsmykket med farveopløsninger - i en fortløbende fornyelse, udkrystalliserende hver tids materialer, teknik og ånd. I dag regerer pixlen: tidens og fremtidens forventelige kunstneriske atomare enhed.

"Kunstmaleriet i den digitale tidsalders æra" sonderer - i et idefilosofisk perspektiv - terrænet mellem det virtuelle og det traditionelle fysiske kunstmaleri anno post-MM.

Fænomenologi
I dag er virkeligheden og hermed også kunstbilledet, udfriet fra sin materielle udstansning. Bundet til pixlen forbliver billedet nu engang, den bagvedliggende ensformige kvadrant.

Nogle mennesker skælver ved tanken om spøgelser, mens andre søger sanseligt velvære i gyset. Med pixlen forholder det sig ligeså, det er forskelligt: Æsteten vil gå langt alt for ikke at møde den, etikeren er indifferent mens idéfilosoffen udspænder sit net.

Vi skal ikke frygte og bæve, vi skal konfrontere pixlen. Den skal bevidstgøres, og hvis ikke, så vil den som undertrykt og fortrængt enhed inokulere en falsk frihed i kunsten. Kun i bevidstgørelsen kan den fortsatte revolte - og videre revolte i frihed - forløbe.