Too much. Siri Hustvedt har forlæst sig på alverdens videnskab i sin 671 sider lange essaysamling. Det er lejlighedsvis interessant, men minder i lange stræk om pensum på litteraturvidenskab. [Kort uddrag]

Det store problem i essaysamlingen er, at den taget under ét forekommer udvendig, overfladisk og alt, alt for selvoptaget. Forfatteren citerer jævnligt de store mestre, herunder ikke mindst sig selv, og hun inddrager igen og igen sig selv som besserwisser, men det svækker bare respekten for de pointer, hun trods alt har. [Kort uddrag]

Den amerikanske forfatters nye essay-samling emmer af personligt engagement og grundig tværfaglighed. [Kort uddrag]

Siri Hustvedts nye essays, ’En kvinde ser på mænd der ser på kvinder’, er et dristigt forsøg på at samtænke kunst med neurovidenskaberne. Men et spredt og upersonligt fokus gør det svært at forholde sig konkret til hendes indsigter [Kort uddrag]

Siri Hustvedts nye store essaysamling er uhyre vidende, men også sært ikke-gribende. Den enorme tankestrøm savner forankring, og kønsaspektet fylder meget [Kort uddrag]

Hustvedt skriver begavet, belæst, begejstrende og besnærende om kunst og køn, krop og sind, psyke og selvmord. Masser af læsestof til den videbegærlige, formidlet med fornuft og følelse. [Kort uddrag]