Den faste skare af Sara Blædel-læseren ’vil næppe blive skuffet over hendes nyeste værk,’ der har alt hvad en klassisk Louise Rick-krimi indeholder: : ’et aktuelt samfundstema (her aktiv dødshjælp), en forbrydelse, en præcis efterforskning, kriser med kæresten, problemer med plejebarnet og en anelse venindefællesskab.’ Spændingen holder det meste af vejen, plottet tvistes som det bør og ’fornøjeligt nok har Blædel arbejdet med sit sprog, der virker mere overskudsfyldt nu end i tidligere.’ [Refereret af bog.nu]

’Sara Blædel er jo en gammel rotte i krimifaget, så sådan noget som spændingskurver og relevante sidehistorier sidder som de skal’ i denne niende Louise Rick-roman, der starter med en ren parade af mystiske begivenheder. ’Fra at stritte i alle retninger samles trådene til sidst i en ret dramatisk finale, hvor blodet flyder og morderens motiver bliver åbenbaret,’ og sådan skal den jo skæres, men der er og bliver for meget ligegyldigt fyld i bogen. Hovedpersonens underbo, venindens ægteskab og rygereglerne på sønnens efterskole er blot nogle af de sidehistorier, der med fordel kunne være smidt ud. [Refereret af bog.nu]

’Plottet hos Blædel er denne gang bedre end det plejer.’ Åbningsscenen, hvor en kvinde skydes ned i sit køkken, et medlidenhedsdrab for 18 år siden og hovedpersonens kærestes mystiske forsvinden kommer efterhånden til at hænge logisk sammen, og ’Blædel benytter krimianledningen til at stille skarpt på et af tidens varme etiske problemer, der bliver belyst fra adskillige sider.’ Bogens svaghed er ’en vis træghed og klichémætning i sproget.’ [Refereret af bog.nu]

Sara Blædel ’rører ved noget eksistentielt og enormt væsentligt’ om livskvalitet og retten til at dø i dette niende bind om kriminalassistent Louise Rick. Sproget ’er til tider drysset over med klicheer’ og man må spørge sig selv, hvor meget en krimihovedperson kan komme ud for, før det bliver for utroværdigt. [Refereret af bog.nu]

Man kan godt finde bedre krimier derude end Sara Blædels, men ingen skriver en rigtig Blædel-krimi bedre end hende. Det er noget med den ukrukkede måde hun tager store emner op og ’uden så mange dybsindige dikkedarer spinder en historie omkring’ dem, som ’drøner af sted med alt, hvad der hører til af drama, kriser, sidespor og flashbacks, indtil alle ender mødes og det hele går op, som det skal.’ [Refereret af bog.nu]