Kvinden i den gule cardigan er fascineret af Kvinden i den lilla nederdel. Eller besat. Hun udspionerer hende, hun bekymrer sig om hende, hun hjælper hende, hun vil være tæt på hende, hun vil være venner med hende, hun vil være hende ..?

Sidste års vinder af Japans mest prestigefyldte litteraturpris Akutagawaprisen, Natsuko Imamuras Kvinden i den lilla nederdel, er en mærkværdig, original og foruroligende fortælling. Det er en dyster og uhyggelig, men også komisk novelle der gennem sin aparte jeg-fortæller udforsker ensomhed, misundelse, sociale og arbejdsmæssige hierarkier og en til tider desperat længsel efter at finde sig selv og blive set.

I modsætning til de foregående japanske værker vi har udgivet i novellaserien er virkeligheden her renset for magisk realisme. I udgangspunktet er det en stalker-historie: Kvinden i den gule cardigan observerer Kvinden i den lilla nederdel i butiksarkaden, i parken, i bussen, på arbejdspladsen, foran hendes lejlighed. Men alligevel er der noget i den virkelighed der radikalt bryder med den gængse opfattelse af det rationelle når identiteter opløses, sammensmeltes eller spaltes. For hvem ér Kvinden i den lilla nederdel egentlig? Og hvem er Kvinden i den gule cardigan?

Så vidt jeg kunne høre, fortalte hun ikke en eneste gang, at hun var blevet nevet i næsen. Men jeg er helt sikker på, at jeg har nevet hende i næsen. Eller måske har jeg slet ikke nevet hende i næsen. Eller har jeg virkelig nevet en person, jeg ikke kender, i næsen? Jeg ved det ikke. Som det er nu, føles det lidt, som om det, jeg har gjort, slet ikke er sket. Så nu vil jeg prøve at nive hende i næsen igen. Denne gang vil jeg bore neglene ind i næsen, så det kommer til at bløde.

Natsuko Imamura (1980) tilhører den yngre generation af japanske forfattere. Hendes værker har opnået stor anerkendelse både blandt læsere og kritikere, og har vundet flere af de store litteraturpriser som eksempelvis Mishima Yukio Prisen og Dazai Osamu Prisen.

“Very powerful . . . Meticulous and extremely precise . . . Reading this book made me feel like I was in an unstable and strange world.”

- Sayaka Murata, forfatter til Døgnkioskmennesket

“Imamura definitely has a special talent for vividly depicting people who have deviated from the bounds of normal behavior. . . . When I got to the final scene . . . the sense of loneliness, bursting out through the madness, truly moved me.”

- Yoko Ogawa, forfatter til The Memory Police

“When you read this novel, you really get a sense of the author’s voice . . . to beautiful effect.”

- Hiromi Kawakami, forfatter til At træde på en slange samt Senseis mappe